Ved dommen blev en graveaktør kendt erstatningspligtig overfor en ledningsejer i forbindelse med en overskæring af et kabel under et spunsarbejde. Ledningsejeren havde ikke omlagt sit kabel på skadetidspunktet, selvom der var anlagt et nyt rør til brug herfor, idet der var tvivl om, hvorvidt røret var placeret for tæt på spunsen. For at undgå at skulle omlægge sit kabel to gange afventede ledningsejeren en bekræftelse fra entreprenøren på, at placeringen i det nye rør kunne blive permanent, inden man ville omlægge kablet.
Dommen er principiel, fordi den for det første fastslår, at en entreprenør, der skal arbejde i et givent område, har en selvstændig forpligtelse til at undersøge om området er fri for kabler. Det er en problemstilling vi ofte støder på, idet entreprenøren peger på bygherren og bygherren peger på entreprenøren, der igen peger på ledningsejeren. Men nu har vi altså fået en dom, der klart siger, at det er den projekterende og udførende entreprenør, der har en pligt til at undersøge, om et område er fri for kabler - og gør man ikke det, så ifaldes der som udgangspunkt ansvar for de skader der forvoldes på kabler der ikke er flyttet. Dette gælder uanset om kablet ligger på gæsteprincippet.
For det andet fastslår dommen, at en ledningsejer, der står fast på, at man gerne vil have en klar besked om, hvornår man skal omlægge sit kabel, mhp. at undgå unødvendige udgifter til nye omlægninger, har krav på at få en meddelelse herom af bygherren eller den projekterende entreprenør.
For det tredje viser dommen, at ledningsejerens erstatningsopgørelse lægges til grund 100% samt at ledningsejerens egen vurdering af sparede omkostninger i forbindelse med de udgifter, ledningsejeren under alle omstændigheder ville have til en flytning, også lægges til grund. Hvis den skadevoldende entreprenør har indsigelser til omkostninger, må vedkommende igennem et syn- og skøn herom.
For det fjerde fremgår det af dommen, at domstolene i disse sager, der har en relativ beskeden sagsgenstand (ca. 110.000,00) ikke er bange for at følge ledningsejerens ønske om at pålægge entreprenørerne omkostninger i den absolut høje ende af de vejledende takster. I dommen fik ledningsejeren ca. kr. 30.000,00 i sagsomkostninger eller ca. 25% af hovedstolen, uanset at man havde reduceret stævningsbeløbet med ca. kr. 40.000,00.